Denne blog har været længe undervejs, flere år faktisk. Men først nu i 2017 har jeg modet til at få den ud i det virkelige liv.
Og hvorfor så en blog om Det Autentiske Liv?
Det meste af mit liv (jeg har lige rundet de 40 år i skrivende stund) har jeg haft svært ved at være mig, altså hele mig. Som barn og i skolealderen oplevede jeg i mange mange år mobning af den værste skuffe. Jeg var højere end alle andre, jeg havde ikke alle de seje, nye og moderne ting som alle andre, fordi mine forældre ikke havde så mange penge. Så det var brugt tøj fra min faster, brugt skoletaske fra en kollega til min far, brugt cykel som min far havde fundet og jeg havde altid en kedelig madpakke med, selv om alle de andre syntes at have penge med til at købe spændende mad i katinen.
Jeg var ikke som de andre.
Jeg var en følsom pige som havde svært ved at få venner og var altid den sidste der blev valgt til det meste. Det betød at jeg ofte gjorde og sagde ting jeg troede var det “rigtige” så de kunne lide mig. Jeg fandt ud af, at hvis jeg gjorde som de sagde, selv om jeg ikke havde lyst til det, så blev jeg inddraget – om end blot for en stund. Jeg var den pige der blev valgt til når bedste veninden ikke lige kunne eller de var blevet uvenner. I de øjeblikke følte jeg mig en del af flokken, men ellers ikke.
Jeg hadede at gå i skole, hvilket også smittede af på mit arrangement i skolen og lektierne, jeg kunne simpelthen ikke finde ro inden i til at fokusere.
De oplevelser tog jeg med mig op igennem årerne.
Jeg blev Pleaseren der gjorde alt det jeg troede man skulle for at passe ind. Jeg var så bange for at såre andre, hvis jeg sagde min mening, og dermed ville blive valgt fra.
Jeg sagde JA når jeg allermest havde lyst til at sige NEJ. Jeg var bange for ikke at passe ind i fællesskabet og i masserne, både på uddannelser og arbejdspladser. Jeg var aldrig rigtig mig selv.
Når man aldrig rigtig er sig selv og gør det man har lyst til, og altid kæmper en indre kamp for at please, blive elsket, valgt til og være en del af fællesskabet, så kolapser hjernen på et tidspunkt. Den giver op. Kroppen giver op. Sjælen giver op.
Det skete for mig!!
Hele mit system gav op i 2016. Jeg gik ned med Stress – Stress på livet og hverdagen.
Jeg kunne ingenting. Jeg lå i sengen og kiggede op i loftet. Havde tinitus og susen for ørerende. Jeg kunne ikke huske noget. Jeg var svimmel hele tinden. Begyndte at få angstanfald. Issolerede mig fra alt og alle.
På det tidspunkt havde jeg kunder i mit firma som forventede en masse af mig (selvfølgelig) og jeg kunne ikke finde ud af at sige nej. Jeg arbejde med noget der ikke rigtig var mig (Bogholderi), men som blot var blevet en realitet fordi jeg havde brug for at være selvstændig, og dette var nemt at gå til, kunderne kom uden det store arbejde og jeg kunne finde ud af det. Men hold nu kæft det var en fejl… Den store livsfejl…Der lærte mig det jeg længe havde lukket øjnene for.
Jeg begyndte at arbejde med mig selv.
Jeg arbejdede med alle mine tillærde dæmoner, vaner, pleasementaliteten og den lille ulykkelige pige der gemte sig bag alle maskerne.
Jeg startede på at bekæmpe stressen!! Stressen i at være i livet!!
Inden året 2016 rindede ud havde jeg sagt farvel til det hele og lukket den bog, jeg startede på ny i livet – den bedste beslutning ever!
Alt dette har lært mig at det ALDRIG er det værd, ikke at være os selv.
Jeg prøver at lære min datter at hun altid skal være sig selv, og nu lærer jeg også at være det selv.
Denne blog er startskuddet og hyldsten til at være sig selv, til at jeg skal være mig selv, præcis som jeg er!!
Jeg øsnker med denne blog at vise hele livet præcis som det er – uden filter og masker – præcis som jeg er!
Og jeg håber at dette kan være med til at inspirere DIG til at være præcis den du er – uden filter og masker – præcis som du er!
>3 Camilla
